Christ My Song - 331
Hvor er jeg – Gud! jeg ser din magt - Skabningen, som Guds tempel (Jakob Johan Lund/Johannes Thomas Rüegg)
Skabningen, som Guds tempel.
1. Hvor er jeg – Gud! jeg ser din magt;
mit øje taber sig i himle.
hvor syn forgår, og tanker svimle
umålte værk, ukendte pragt!
Dit tempel – Gud! henrykt af andagt, må jeg gyse.
Du bød, det stod, og hist almagtens fakler lyse. (PDF - Midi)
2. Opklaring i den gamle nat –
da først lod han de lamper tænde.
Hvad højhed! Hvælving uden ende,
hvor sol er over sol opsat,
og flyder lys i lys. Indbildningskraft sig taber
i flugt, og falder ned for dig, alværend skaber!
3. Du i en evig klarhed bor,
i lys, hvor skabning ej kan komme;
kun øjeblikkes helligdomme
er hine stjerners fejrend kor
for dig, dog harmoni – de kloder ser jeg tindre,
og sig i løbet ej, skønt myriader, hindre.
4. Mig giver natten helligt bud.
Dens tavshed skærper visdoms lære,
af mørket her får lyset ære,
her vantro selv må tro en Gud.
Det u-udsagte navn, til varsel for de trygge,
Jehova, skrevet star i nattens lys og skygge.
5. Men hvad? Blir skuepladsen ny?
Den klare lysflod hist udstrømmer;
af hvidnend luft-egn mørket rømmer,
i helligdommen dag må gry.
bleg flygter månen der; en større glans fordunkler
de skimrend' fakler hist, kun østens purpur funkler.
6. Velgørend udgår i egen glans
vor dags regent, og langsom haster;
hvor blidt hans åsyn stråler kaster,
som kvæge den oprømte sans!
Hin ordre lystrer han, som jordens attrå fylder.
Ja dig, o Evige, dig al naturen hylder.
7. En damp opstår af alt det Land,
jeg ser, mens det i luften klarer;
Gud værdigt offers røg opfarer,
hans store alter står i brand.
Sin ret hans ære får, så langt mit øje skuer,
af dalens tåget favn, af bjergetoppens luer.
8. Henrykt jeg studser over alt;
sig farver levende indstille,
og enige med stråler spille
i altid ænderlig gestalt.
Dug har alt perler strø't; men rosenknoppen bryder,
prisgivende sin skat, i luften ambra flyder.
9. Nu træder det, som ånder, frem
for dig, Alfader! Dyr tør håbe,
og ravnens unger dig anråbe,
som ejegod bønhører dem.
For tusind slags attrå beredes tusind glæder;
for hvert et liv har og dit tempel tilflugtssteder.
10. Hvor billig er du, skovens sang,
du, som hver grens indbygger toner!
For dig, hvis godhed dagen kroner,
hver enlig busk er fuld af klang.
På marken vinget lyd og til sin lovsang higer,
og vagtelstemmen slår, og lærken kvidrend stiger.
11. En myg når sin fuldkommenhed;
den yder dyrkelsen, han kræver. –
Kun, at kun mennesket sig hæver
så sjælden til hans øjemed!
Men hist, ved hedens kraft, hans visdom og til ære,
opløfter sig en dunst i sin luftsvangre blære;
12. sin højde den i skyen når;
den parres, dør, og dråben falder,
i det en vandløs ørk påkalder,
da kilden ny oplivning får.
Nu bjergets tørst blev slukt, og brusend styrter vandet,
gør fald, af klippen fald, og strømmer langt i landet.
13. Dit tempel skændes – Gud, hvad syn!
Dit gode ondskab tør misbruge.
Et ord, og bølger den opsluge!
Et vink, og død far' ud i lyn!
Din hær gør luften sort; en hagls trop, hidstævnet,
slår høstens kranse ned. Den helligste er hævnet.
14. Held dig, o stumme kreatur!
der tempel-Herren lydig varter,
vel sansesløs; men ej udarter.
Held dig, o hørige natur!
Sin store ophavsmand umælende ej nægter;
fornuft alene, ak fornuft herfra vanslægter!
15. Sin lovs tribut ham ellers gav
al skabning, himlen har og jorden.
Ham toner luft, ham buldrer torden,
ham stormer vejr, ham bruser hav.
Hans aldrig taugde navn afgrunden hult udråber,
og fra søslagne fjeld en dobbelt genlyd håber.
16. O Gud, skal jeg fortie dig!
Hvo ellers bør min lovsang være?
O kunne jeg min skaber ære
og, som naturen, hæve mig!
Men målløs knæler jeg; mit hjerte er tilrede,
tilrede hjertet er, hjælp, at det kan tilbede!
(11,6: De naturkyndiges forklaring om regnens generation er bekendt nok.)
Jakob Johan Lund, in: Forsøg i den Hellige Poesie, og Aandelige Sange, 1775, 47-52.